12.05.2010 – Superman & Mammoth Cave

img_7421
On the road again... Nu med bakker :-)

Sidste weekend stod den på en smuttur til staten Kentucky for at se verdens største og længste hule-system i Mammoth Cave National Park. Vi lejede en bil det sædvanlige sted, ebiludlejning.dk, fra lørdag morgen og drog af sted på weekendtur. På vej til Mammoth Cave, ville specielt jeg (Morten) gerne et smut forbi Metropolis, hvilket enhver Superman-fan ved er hjemsted for Superman. (Dog er byen ikke den eneste i USA med navnet Metropolis…) Byen er da også præget af hans “tilstedeværelse”, blandt andet i form af diverse navne på butikker, bankens slogan osv. og byens lokalavis hedder selvfølgelig “The Planet” (Dog godt nok “Metropolis Planet” men det er godt nok for en fan, og de anvender da også Superman i deres logo :-). Og Superman stod som forventet på byen torv “Superman Square” og vogtede over byen i form af en “kæmpe” statue. Det var planen, han skulle være blevet bygget noget større end de 15 fod (4,572 meter) han er nu. Oprindeligt var tanken, at statuen skulle være 200 fod (60,96 meter) høj og vogte over indgangen til en enorm Superman-forlystelsespark til 50 mill. dollars, hvor man skulle køre gennem benene på denne statue for at komme ind i parken. Men krisen i 70’erne satte en stopper for denne ide, og først i 1986 fik byen en noget mindre 7 fod høj glasfiber-statue. Det skulle dog ikke vare længe, før nogle hærværksmænd ville teste, om “The man of steel” virkelig var stærkere end en pistolkugle… (folk herovre må jo gerne gå med våben – det er jo deres ret!… Bla bla…men selvfølgelig ikke bare skyde vildt omkring sig…) Nå, men faktum er at Superman, a.k.a. The man of steel, a.k.a. Clark Kent, a.k.a. Kal-El – søn af Jor-El og Lara Lor-Van fra Planeten Krypton (…in a galaxy far far away… :-), ikke var stærkere end en kugle… Hvad skulle Metropoli’anerne nu gøre… Deres helt var gennemhullet og ødelagt… Byens befolkning gik sammen om at anskaffe en ny statue. Sten med indgraverede navne kunne købes for 35$ stykket, hvilket skulle financiere en ny statue. Og i 1993 fik byen atter deres helt tilbage – og om end han stadig ikke er hurtigere end lynet, så er han denne gang “bullet-proof”: En 15 fod høj og 2 ton tung bronze statue af Superman – “Now the man of bronze”! :-)

img_7320
Supermen...

Efter et par billeder sammen med – og som Superman, besøgte vi det første museum. Museet omhandler kun Superman og ting, der relaterer sig til ham. Der er over 20.000 rekvisitter fra film, TV-serier, tegneserier, dukker, parykker, tasker, plakater osv. samlet gennem de mere end 70 år Superman har eksisteret. Han blev lanceret som tegneserie i 1938 og senere som radiofortællinger, TV-serie og film mm. TV-serierne blev indspillet med George Reeves som Superman, og senere efterfulgt af bl.a. Christopher Reeve i de fire Superman-film fra 1978 til 1987. Desværre døde Christopher Reeve jo alt for tidligt – Den eneste rigtige Superman :-)

Et andet museum i nærheden af Superman’s museet, som vores billet fra Superman museet også gav adgang til, indholdt rekvisitter fra mange forskellige filmstjerner, musikere og fiktive personer som blandt andet The King – Elvis Presley, Freddy Kruger, C3-PO, Wall-E, Jimi Hendrix, Pamela Anderson, Marilyn Monroe… Alt samme stillet op i grupperinger af deres respektive emner, men ellers var der ingen orden i tingenes placeringer overhovedet… Det er et stort sted, men en smule uoverskuelig på grund af den lidt lemfældige opstilling… Men sjovt at se alligevel… På vej ud igen fra Metropolis med kurs mod Mammoth Cave, fik vi da også et billede af “Big John – Uber-Grocery Cleark”. Et varetegn for indkøbskæden “Big John”.

img_7446
Morgenmad...

Efter en lille køretur på knap 300 km videre til Mammoth Cave Campground fik vi slået teltet op i tusmørke på campingpladsen. Intet problem med lyset, da vi jo har en fantastisk god pandelampe, som er uundværlig til at slå telt op med i mørke :-). Straks efter gik vi igang med at samle brænde til bålet og gik i gang med at forberede aftensmaden. Bålet var dog kun til et par majskolber, men det er nu så hyggeligt med bål! Og så kan man jo lige riste et par skumfiduser over gløderne til dessert bagefter, mens man kigger på stjernerne. Skide hyggeligt! Og det bliver ikke mindre hyggeligt af at de vilde dyr, egern, fugle og også rådyr af en slags, kommer helt tæt på når man sidder og spiser eller laver mad. Skønt :-)

img_1898
I hulen...

Efter en gang havregrød til morgenmad, kogt på Trangia’en med friskt og tørret frugt, pakkede vi telt og resten af vores grej sammen, og kørte de få hundrede meter til selve besøgscentret til Mammoth Cave National Park. Vi havde bestilt billetter hjemme fra til den længste tur, med undtagelse af en “Wild Cave tour”, som Maria ikke ville med på, hvilket heller ikke gør noget. Men var jeg selv af sted, havde jeg nok valgt denne lidt vildere tur, hvor der skulle kravles på maven gennem snævre passager osv. :-D Turen, vi havde bestilt, var i beskrivelse benævnt som “krævende”, men betydningen og vægten af ordet “krævende” er jo relativt, alt efter hvem der udtaler sig. For os var turen ikke den store udfordring, men den var flot og speciel. Vores tur var på omkring 4 miles (~6,43 km) og varede omkring 4½ time. Hulesystemet er som sagt verdens største af sin slags, og man har indtil videre udforsket omkring 365 miles (~587,4 km), og man mener, der er meget mere endnu. Selv om man lagde verdens anden og tredje største huler i forlængelse af hinanden, ville Mammoth Cave (den udforskede del) stadig være verdens største med over 100 miles. Det eneste der var en smule træls ved turen var, at begge kameraer løb tør for batteri! Katastrofe af dimensioner… På grund af sikkerhed må man ikke have tasker incl. kameratasker med ind i hulerne (og heller ingen våben… Ja, det er man vel nødt til at gøre opmærksom på herovre med deres ret til at bære våben…!) så jeg skiftede batterierne ud med et friskt inden turen. Men ak – alle billeder skal jo næsten tages med blitz og det kræver en hel del af batteriet. Og jeg havde ikke lige tænkt, at jeg bare kunne have haft et ekstra i lommen… Ja nogen gange tænker man ikke så langt… :-( Men vi fik da taget lidt billeder alligevel, så alt er godt… Maria vil sikkert også bare sige, at jeg har godt af prøve at opleve verden uden at den skal ses gennem søgeren på et kamera… :-) Ja ja… godt med dig, Maria… :-)

img_7587
Ved den grågrønne grumsede Limpopo-flod... Vi så dog ingen krokodiller...

Efter huleturen gik vi rundt i området oven på jorden, hvor der også er mange vandrestier man frit kan benytte sig af. Efter et par timers vandring (med nye batterier i kameraet :-) begav vi os på vej hjem ad. Denne gang kørte vi gennem staten Indiana og omkring Indianapolis. En stat mere til samlingen. Vi endte med at køre omkring 1200 km på vores lille smuttur, men hvad betyder det når blot vejret er godt og trafikken glider som den skal… Desuden var det skønt at se bakker og skove og floder i det sydlige Illinois og Kentucky frem for verdens fladeste landbrugsland som omgiver Urbana-Champaign.

Med hule-hilsner fra Superman var det vist alt for denne gang
Maria & Morten

One thought on “12.05.2010 – Superman & Mammoth Cave

  1. Kære begge.
    Håber alt er vel for jer.
    Der er vist meget læring i et sådan ophold i USA, med både ligheder og forskelle fra DK.
    Her synes sommeren på vej, æbletræerne er begyndt at blomstre, og nattergalen synger ved Gudenåen.
    Hilsener til jer begge fra Randers. Bent/far

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *