15.07.2010 – Besøg af Familien (2)
Så blev det tid til sidste besøg fra Danmark. Denne gang var det familien Musgaard (/familien Christensen), som havde fundet vejen over Atlanten til det forjættede land. Maria og jeg tog imod dem i O’Hare lufthavn. Vi havde forinden lejet en bil i Champaign og fulgt GPS’en mod lufthavnen. Jeg ved ikke helt, hvad “Samantha”, som vores engelske GPS-guide hedder, havde tænkt på, da hun planlagde ruten, for vi kom stort set ind gennem Chicago’s centrum på vej til lufthavnen. En spændende tur med dyttende biler og lange køer og folk, som mente de havde eneret på vejen. “Drive like you own the car – not the road” princippet var vist blevet glemt i løbet af frokostpausen… Men vi nåede helskindede frem til et par halvtrætte rejsende og kørte gennem det flade land, hjem til Champaign.
Fredag havde vi en aftale med en Amish-mælkebonde nær byen Arthur. Vi tænkte, at det måtte da lige være sagen for en jyde som Jens. Og det var det så sandelig og ikke mindst for os andre. Vi blev vist rundt af Poul, som var manden på gården. Han havde en hustru og 5 børn (eller 6 måske). Bedsteforældrene boede i huset ved siden af og var stadig aktive med arbejdet på gården. Børnene hjælper til fra de er ganske små, og får ansvar for bestemte ting. Familien lever som Amish folket – i hvert fald som de lever i dette område af USA. Her i Arthur området er der omkring 6000 Amish folk. Familiens gård er ikke tilkoblet elværket, men anvender i stedet solceller, som lader batterier op som herefter kan drive diverse elektriske redskaber. De anvender også dieselgeneratorer, blandt andet i marken, hvor de bruger heste til at trække en vogn, hvorpå generatoren står. Generatoren driver så en halmpresser eller lignende, som er spændt efter den første vogn med generatoren. En smule kompliceret måde, men ikke desto mindre er det måden de lever på. I stalden er der også kun 12V elektricitet fra batterier, og lufttryk. Malkningen forgår vist som Jens gjorde for en del år siden. Gården har omkring 55 malkekøer. Gården har omkring 180 acres (73 ha), hvoraf de 110 er opdyrket. Gården er ikke økologisk, og dyrene står i bindestald året rundt. Han ville gerne kunne lukke dem ud, men på grund af de varme somre, er der ikke nok græs til at de kan gå ude. Desuden kan køerne køles ned i stalden.
Stuehuset var ret stort, med stort køkken og 6 værelser ovenpå. I kælderen var der vaskerum og batteristation. Ligeledes var også husets fyr placeret her. I stuen var der symaskine med fodpedal, så konerne og pigerne kunne sy de specielle Amish bukser osv. Børnene går i skole i 7 år og ikke mere end det. Gården skal jo passes! Det kirkelige foregår i private hjem. Tjansen med at afholde guddommeligheden, skifter mellem gårdene på egnen. Stuen bliver ryddet til fordel for bænke, som følger med tjansen i en vogn. Så ser man en aflang lukket vogn på en gård i Amish-land, så er det sikkert her man kan få svar på sine bønner næstkommende weekend. Vi har læst og hørt forskellige ting omkring Amish folkene, og har blandt andet læst, at de helst ikke vil fotograferes. Men det lod nu ikke til at Poul og hans familie bekymrede sig så meget om det. Vi fik i hvert fald lov til at tage billeder af dem og gården. Og Poul var meget åben omring livet som Amish. En sjov og lærerig oplevelse! Efter besøget på gården, tog vi på et Amish museum. Museet var fint nok, men flere ting i parken virkede som om det trængte til en kærlig hånd. Efter museet og eftermiddagskaffe, drog vi på shopping i Tanger Outlet Center.
Lørdag tog vi af sted mod Springfield – hovedstaden i Illinois. Byen har omkring 120.000 indbyggere og er dermed ikke specielt stor i amerikansk terminologi. Vi havde planer om at se den gamle State Capitol, hvor blandt andet den tidligere præsident Abraham Lincoln startede sin politiske karriere. Stedet fungerer nu som et museum for tiden omkring Abraham Lincoln. Efter frokost på Jimmy John, gik vi mod det nye og fungerende State Capitol. Vi nåede akkurat at komme med på en rundvisning. Det er et fantastisk flot sted. Salene, hvor politikerne stemmer om de forskellige ting og sager, var udsmykket og pyntet i en sådan grad, at det stort set kan måle sig med Versailles i Paris. Der er kæmpe lysekroner på over 300 kg og guldbelagt i de store sale, og på gangene og i hall’en er der skulpturer og malerier. Virkeligt udsmykket til det yderste. Flot flot flot!
Efter besøget i State Capitol besøgte vi Abraham Lincoln’s grav samt andre mindesmærker fra diverse krige. Herefter forsatte vi mod vores hotel i udkanten af St. Louis. Vi var lige forbi Cahokia Mounds, efterladenskaberne af Nordamerikas største præhistoriske by, på vejen.
Søndag d. 4. juli – Uafhængighedsdagen – startede vi dagen med en svømmetur i hotellets pool. Godt nok en mindre en af slagsen, men det var nu dejligt alligevel. Efter Peter fik sit store ønske om morgenmad på Mc. Donalds opfyldt, tog vi toget ind til Forrest Park. Her besøgte vi et museum med blandt andet en udstilling om Charles Lindbergh og hans bedrifter og flyveturen over Atlanten d. 20.-21. maj 1927 i flyet Spirit of St. Louis. Desuden var der en udstilling om World Fair (Verdensudstillingen) i St. Louis i 1904. Der har angiveligt været bygget enorme haver og palæer i den forbindelse i Forrest Park, som dog siden er blevet pillet ned igen. Det eneste der er tilbage fra den tid er World’s Fair Pavilion, som er bygget i 1909 med midler fra World Fair begivenheden.
Efter en is i Forrest Park og et besøg i mosaik-katedralen i St. Louis, hvor der er brugt over 41 millioner stykker til at lave mosaikkerne, tog vi toget til The Arch. På vej ned til The Arch, stoppede en mand med en cykel os. Han syntes, vi havde et sjovt sprog. Han ville da også lige snakke et sprog, som vi sikkert ikke kendte – Det blev så hebraisk. Han var en ret finurlig man – Kunstner, ja det kunne man nok have sagt sig selv. Han snakkede vældig om sit hus i nærheden af St. Louis og hans skulpturer, som myndighederne ville have fjernet. Han lagde meget vægt på folks frihed, deres frihed til at ytre og udtrykke sig. Det er jo også Uafhængighedsdag, så emnet var vel meget passende. Jeg fik hans kort, og har senere fundet ud af, at han, Lewis Greenberg, er meget snakkesalig. Hvis man ikke lige har en time eller to man skal have slået ihjel, så er det ikke ham man skal starte en samtale med. Vi slap dog med nogle minutter… Men en meget spøjs mand!
På pladsen ved The Arch, var der en hel del mennesker samlet for at fejre Uafhængighedsdagen. Desuden var der koncert med forskellige kunstnere, blandet andet B52 (Love Shack), flyshow og boder med mad og drikke. Vi havde bestilt billetter til toppen af The Arch – 191 meter høj. Lene var ikke sikker på, at hun ville med, men vi fik hende overbevist, også selv om vi skulle sidde fem mennesker i en lille osteklokke uden vinduer i 4 minutter for at komme til toppen. Men jeg tror da, hun nød udsigten fra toppen, selv om der var mange mennesker. Om aftenen var der fyrværkeri i stor stil. En pram stoppede midt i Mississippi og herfra blev fyrværkeriet opsendt. Det varede i 15 minutter og var virkeligt flot. Det er det flotteste fyrværkeri, jeg nogensinde har set! Jeg har fanget en stor del af det på video, meeeen det er ikke helt det samme som at være der selv! Langt fra! Men I skal nu have lov til at se det, alligevel. Det fylder 32 MB så have lidt tålmodighed når i klikker på linket! Efter at showet var slut, skulle vi bare hen til toget og videre til bilen og så hjem. Men der var pænt mange mennesker samlet til fyrværkeriet, og det tog en hel del tid at nå tilbage til bilen.
Link til video med fyrværkeri på Uafhængighedsdagen
Mandag var afslapningsdag i den forstand, at vi ikke skulle ud og køre. Maria tog på arbejde, og vi andre så Campus-området og Beckman Instituttet, hvor Maria arbejder. Om aftenen grillede vi i Hessel Park med selskab af ildfluer og cikader.
Tirsdag tog Maria igen på arbejde, og vi andre kørte til Decatur, som ligger en times kørsel sydvest for Champaign. I byen ligger et Chevrolet Museum for både racer biler og mere almindelige biler – mange dog af lidt ældre dato. Efter middagsmaden tog vi i zoologisk have i Decatur. De fleste af dyrene havde noget bedre forhold end i Lincoln Park Zoo i Chicago. Rart at vide, at der findes bedre forhold for dyrene andre steder i USA end det, de havde i Chicago.
Onsdag tog vi alle toget til Chicago og fandt vores hotel. Hotellet lå meget centralt og var ganske fint. Om eftermiddagen, efter at have tjekket ind, tog vi et smut op i John Hancock bygningen. På 96. etage er der en restaurant/cafe, hvor man kan købe forfriskninger til udsigten over Chicagos gader. Elevator turen til 96. etage var også en af de ting, Lene ikke havde den store tiltro til. Hun overvandt dog sig selv, om end hun ikke var i snakke-humør på vej op. Dét er ellers sjældent det sker! Hvilken ro ;-) Pjat til side… Vi, inkl. Lene, nød udsigten og forfriskningerne ved en vinduesplads i “tårnet”. Efter Hancock tog vi i Millennium Park med Cloud Gate (The Bean) og interaktivt springvand. Herefter begav vi os ned mod Buckingham Fountain som indeholder 5,7 millioner liter vand. Om aftenen så vi fyrværkeri fra Navy Pier. Flot, men det kan ikke måle sig med showet d. 4. juli.
Torsdag tog vi en Water Taxi fra Navy Pier til Fields Museum. Her så vi basis-udstillingen med blandt andet Sue, verdens største og bedst bevarede Tyranosaurus Rex – eller rettere skelettet af den. På tilbagevejen til hotellet, så vi på kunst i Chicagos gader og shoppede lidt på Magnificent Mile.
Fredag formiddag tog vi til nordstranden i Chicago. Stadig et fantastisk billede af byen man får her. Vi fik gjort de sidste indkøb, og tog CTA-toget til O’Hare. Det skulle vise sig, at der var temmelig lang kø og vores gæster stod i kø i omkring 2 timer, inden de kunne checke-in og gå ombord på flyet. Vi var desværre nødt forlade vores gæster inden, da vi havde en bus, vi skulle nå. Men både vores gæster og vi kom af sted.
Det var super hyggeligt igen at have besøg fra Danmark. Det gør det også lidt nemmere for de gæster, der nu har været her, at forstå hvor fladt området egentligt er, og at byen ikke er verdens navle. Vi er ved at gøre klar til at forlade byen og lejligheden. Jeg er ved at sælge ud at vores køkkengrej og de ting vi ellers har erhvervet os, som vi ikke agter at tage med hjem. Det vi ikke kommer af med, regner i med at give til Frelsens Hær eller lignende. Indtil videre er salget gået nogenlunde, men vi håber da at få afsat noget mere. Vi forlader skuden d. 20 juli og drager herefter vestpå gennem USA, hvor vi blandet skal se Mount Rushmore og Yellowstone National Park. Herefter går turen til Canada, hvor vi vil se Banff og Jasper National Park og køre østover for at ende i Winnipeg. Herfra tager jeg flyveren hjem til Danmark og Maria forsætter til konference i Maine. Jeg tager hjem og gør lejligheden klar til indflytning og forbereder mig på igen at skulle studere. Denne gang Robotteknologi på SDU. Glæder mig meget…
Lørdagen efter vi havde fået vores gæster sendt af sted, var vi, og alle de andre i gruppen Maria arbejder, inviteret til BBQ hjemme hos Emad, Marias vejleder på Beckman Instituttet. Deres hus ligger i et område, vi endnu ikke har været i Urbana-Champaign. Husene var vildt overdimensionerede og man kan nærmest ikke få et hus i området med mindre end tre garager, tre badeværelser og et samlet beboelsesareal på omkring 400kvm. Vildt stort! Og så er det bare et almindeligt hus i dette område… Flot var det. Vi havde en superhyggelig aften med masser af rigtig god mad.
Det er vist alt for denne gang. Vi håber alle har det godt og at I nyder sommeren, som åbenbart er kommet til Danmark. Dejligt for jer! Vi har stadig sommer med temperaturer omkring 30-33 grader. Men mon ikke det snart ændrer sig, når vi kommer nordpå. Vi glæder os meget til at opleve noget anderledes natur i USA og ikke mindst Canada.
Måske kommer der en opdatering indimellem fra ferien, og ellers glæder vi os til at se jer, når vi igen er på dansk grund!
Alt vel herfra og god sommer!
Maria og Morten
